Når du køber hvalp hos os....


Alle vores hvalpe sælges med:

  • Stamtavle og Købsaftale fra Dansk Kennel Klub
  • 1 års medlemskab i Dansk Retriever Klub
  • Sundhedsattest fra aut. dyrlæge samt 'Hundens bog'
  • Hvalpene er behandlet mod orm 3 gange og vaccineret ved 8 uger samt sundhedseftersyn inden afhentning
  • Hvalpekompendium udarbejdet af os - tænkt som hjælp og vejledning til jer
  • Hvalpetræningskursus med start fra hvalpen er 10-12 uger gammel


Vores hvalpe fødes i stuen hvor de i den første tid, vil være i rolige og trygge omgivelser med deres mor. De vil samtidig være en naturlig del af vores hverdag som børnefamilie og vil blive påvirket, så de lærer at leve 'midt i det hele'.

Når hvalpenes fysik og mentale udvikling skal udfordres - ca. ved 3-4 ugers alderen, flytter de 'hjemmefra'. I dagtimerne, (når vi er på arbejde og om natten), vil de være i vores stald, i deres store hvalpeboks med varmelampe, mentale og fysiske stimuli m.m. Vi har en stor udendørs indhegnet hvalpegård hvor de vil være når vejret tillader det - og ellers er de selvfølgelig sammen med os og vores andre hunde.

Vi prioriterer stimulering, lydpåvirkning og menneskelig kontakt meget højt. Vi præsenterer hvalpene for besøg på stranden, i skoven, hos dyrlægen samt egne og fremmede voksne hunde - og hvad vi ellers kan finde på. Alle vores hvalpe prøves selvfølgelig på div. vildtarter samt lettere hvalpe dressur; som indkald, søge opgaver m.m.

Vi bruger rigtig, rigtig meget tid på at være sammen med hvalpene for derigennem at danne os det bedste indtryk af deres mentalitet, styrker, evner, temperament, eksteriør samt arbejdslyst. Dette gøres ikke via en bestemt 'godkendt' hvalpetest, men ved at observere og udfordre hvalpene på forskellig vis. Vores hvalpe anvendes som familiehunde, til udstilling og på jagt samt som Førerhunde under Dansk Blinde Samfund og vi bilder os ind, at vi kan udvælge den rigtige hvalp til rette familie og dennes behov. Indtil videre har vi lykkedes ganske godt med dette.... 

Hvalpene udvælges af os -men selvfølgelig i samråd med jer. Vi laver en klar aftale om det ønskede køn, men der kan ikke bestilles hvalpe udelukkende på ønsket om én bestemt farve.  Hvalpe skal udvælges efter  styrke og temperament - ikke udfra hvilke hår, man helst vil have på madpakken! Hos os betaler I ikke depositum - her køber man en hvalp fordi man ønsker den fra OS og fordi man værdsætter vores måde at opdrætte hvalpe på.

Vores hvalpekøbere 'udvælges' nøje - for det har vi det bedst med og det fortjener hvalpene. Vi tilbyder hvalpetræningskursus fra hvalpene er ca. 12 uger gamle, ganske enkelt fordi, det er her det er vigtigt at hjælpe hvalpejere - og især nye hvalpejere på vej.

Vi forventer et samarbejde med vores hvalpekøbere der bygger på ærlighed og engagement. Det er hårdt arbejde at berige familielivet med en hund - og i særdeleshed at få hundehvalp! Vi sælger udelukkende vores hvalpe til familier, der kan opfylde de vilkår og rammer, vi mener hundene har krav på i HELE deres liv - dette er gældende for almen opdragelse, dressur/lydighed, udfordringer og stimuli både mentalt og fysisk. Vi forventer at I deltager på vores hvalpetræningskurser og at I senere hen, selv tager initiativ til at fortsætte den træning og stimulering via andre træningstilbud, der dels er grundlagt hos, men i særdeleshed er udviklende for jer og jeres hund.

Dette er blot den korte version.... er I stadig - og måske endu mere klar til at købe hundehvalp hos os, så kontakt os pr. telefon og vi kan snakke videre herfra.

Vi glæder os til at høre fra jer.

Hilsen
Claus & Tina